Af Skjalden Silvius
Som så mange andre historier starter historien om Marc Augustus stille og fredsommeligt. Søn af Marcus Augustus, Sønnesøn af Marcel Augustus, havde Marc altid levet i skyggen af hans fædres bedrifter. De havde alle udrettet store gerninger i Waterdeeps tjeneste. Det er også i Waterdeep at min beretning om Marc starter. De boede rimeligt, Marcel havde været en kaptajt i hæren, og havde tjent godt. Han havde købt et hus i et stille kvarter, der hvor alle håndværkerne boede. Og på en måde kan man vel også kalde det at være i militæret, det at kæmpe, for et håndværk. Men i hvertfaldet boede de her under rimelige vilkår. De havde ikke mange penge, men de fik hvad de fik tilstrækkeligt med mad på bordet og tag over hovedet. Da Marc var barn legede han sammen med de andre børn, de legede riddere, og adelige. Han så hvordan andre voksede op med en sølvske i munden, men han opdagede hurtigt én ting, det var ikke dem man hørte de bedste historier om. De bedste historier var om helte der havde vundet store slag, kæmpet mod drager og monstre. Det var allerede her i den spæde barndom at kimen til en helt blev lagt.
Marc brugte mange timer sammen med mig. Vi hørte begge de samme historier, så de samme malerier og legede de samme lege, men alligevel fik vi noget forskelligt ud af dem. Jeg så, tydeligvis, fortællerens håndværk, beundrede fortælleren for hans teknik, mens Marc beundrede karaktererne der blev berettet om. Han forestillede sig han skulle være en helt der slog drager ihjel, and han skulle rede ungmøer og lande i nød. Men allerede dengang var det helt tydeligt at det han ønskede mest, det han ville give sit liv for, var at blive husket, at der en dag ville blive fortalt sådanne historier om ham, at hans navn ville bestå tidens tand, og at der i et tusinde år ville blive fortalt legender om ham.
Da Marc blev lidt ældre, han var ikke mere end 14, da meldte han sig ind i militsen. Han skulle være oppasser, væbner, for en officer dér. Man kan undre sig over; hvorfor nogen gider bruge deres liv på at søge karriere i militsen, men det er ikke det som jeg vil berette om. Marc sled og slæbte for Sigúr i to lange år, før han endelig blev seksten. Han meldte sig straks ind i hæren. Jeg tror endda det var på dagen.. Jo, det var en solrig dag, og det var ulideligt varmt, jeg stod sammen med ham i en kø for at blive skrevet op. Vi stod dér i fire eller fem timer. Jeg var udmattet og ville hjem, men Marc blev, han blev ved med at motivere mig til at blive, til ikke at give op. Dette er et helt tydeligt karaktertræk hos Marc, han giver ikke op og han motiverer andre til at yde deres ypperste. Han steg hurtigt i graderne da han først var blevet optaget.
Marc havde ikke været i hæren i meget mere end et par år, da han blev udnævnt til sergent. Med denne udnævnelse kom den hæder og den omtale som familien havde håbet på og forventet af Marc. Men det var ikke længere nok for ham selv. Han havde så meget blod på tanden nu, han stræbte efter at finde en måde, hvormed han med ét slag kunne få det omdømme der ville sikre hans navn stod tidens tand. Han meldte sig til en lille elitær kadre af mænd der skulle sendes op i det høje nord, op til dværgene for at overse Waterdeeps interesser deroppe. Ledet af en en dværg ved navn Moran. Han var lige så bred og tyk som han var høj, men han var en frygtesløs kriger, og havde et godt ry for at finde kampe og problemer. Så Marc tænkte sikkert at dette måtte være hans billet til hans mål. Det var også her han lærte dværgenes sprog, at kunne tale deres æld gamle sprog, og kunne læse og skrive deres endnu ældre runer. Dette var ikke nogen nem opgave. Marc havde aldrig befundet sig godt i undervisnings situationer, han havde altid bedre kunne lide at afprøve det selv, at kunne mærke og forstå fysikken bag. Men her sad han nu, og heldigvis fik han det da lært, takket være Moran, som havde fundet en god kriger i Marc og derfor var villig til at ligge det ekstra arbejde der skulle til at få lært ham deres sprog.
Endelig oprandte den dag hvor de skulle afsted. Der stod de, forskellige som dagene på et år, seks mænd, alle trænede i kamp og villige til at se døden i øjnene og overvinde den. Vi stod allesammen, alle familierne og vennerne, og så dem drage ud af byporten, at se dem forsvinde i horisonten, på vej mod det høje nord.
Jeg så ham aldrig siden, men jeg føler i mit hjerte at han er derude er sted endnu, og én dag er jeg sikker på jeg nok skal høre historien om hans heltemodige bedrifter.
Af smeden Dómgir