Triumferende løfter du dit livs værk op fra bordet. En lille pæreformet flaske med noget gennemsigtigt grønt stads i. I midten flyder en lille rød dråbe, som et lille lys i håbløshedens mørke hav. Endelig har du gjort det, du har formået at frem-mane kunstigt liv. Og ikke bare det der bevæger sig; gnisten af en sjæl. Med denne opdagelse vil du blive verdensberømt. Folk vil flokkes for at være i dit nærværd, og du har forevigt tjent din konge. Kunstigt liv; hidtil kun en drøm for alle ikke-guder. Med denne opfindelse kan du læge alle sår og skabe tryghed i verdenen. Tænk blot på en verden i evig fred. Ingen slår hindanen ihjel, ingen dør, kun fred.

Fra det flakkende lys i kælderen træder du varsomt i gardens nærværd. Du føler dig sikker, omringet af så mange gode mennesker du kender. Folk der længe har underholdt dig og sørget for hvad end du kunne have brug for. De mørke halle synes næsten som store marmosale i deres nærværd. Og med hastige trin ankommer du til venteværelset foran tronsalen, nærmest dirrende af spænding over endeligt at kunne bringe din konge nogle gode nyheder. Din opdagelse vil vække den glæde han har fralagt sig efter hans dronnings død. Nu behøver hendes død ikke være endelig.

Stadig omgivet af de folk du holder af, ventende småsludrer du med Valdemar. Vagten har stået foran tronsalen længe, så længe du kan huske. Han vogter det der var allermest dyrbart. Men ikke mere, nu er der noget mere dyrbart end kongen.
Pludselig falmer alting fra det stilbillede virkeligheden er blevet til. Ingen snakker, ingen bevæger sig, det er underligt. Også underligt er det hvor svært det er selv at bevæge sig. Som om hele verdenen er blevet tungere, selv det at holde øjnene åbne virker som en kræftanstrængelse. Du lader dig falde til jorden og omfavnes af dens glade kolde stengulv. Du hører stemmer, men de er ikke ligeså fredelige som jorden. Anstrængt forsøger du at kigge op, nogen har din opdagelse. Men hvad ondt kan ske her foran tronsalen? Intet hænder, igen og igen. Og da skal du forklare for kongen hvad din opdagelse er; ingenting.

Franarret din hæder synes verdenen grå og kold. Du føler dig nøgen og holder for dine bryster. Ikke-før havde du reflekteret over at du i virkeligheden er en kvinde. Nu frikendt for æren og agten og løssluppen fra ansvar. En kold vinterdag går du igennem de tilsandede gyder indtil du til sidst sætter dig for aldrig at rejse dig mere.

-

Verdenen flimrer. Nogen spoler den både frem og tilbage samtidig. Tiden er besværlig, det er nemmere at gøre sig foruden. Verdenen er et koldt sted. Uden tid, uden liv, uden sjæl. Midt i det mørke hav der er verdenen blomstrer en forunderlig rose med blade så røde som blod. Kun en enkelt blomst blomstrer, en enkelt stilk med bevogtende torne.
Nøjsomt næres den af hvad den kan opsamle fra denne udpinte verden. En kærlighed, en blomst, et liv. Men med et bliver den skrøbelige blomst grebet af en sort stålhandske. Den griber omkring blomsten, opsuger den i stålets mørke indre. Ude af syne, ikke engangs blomstens lys er at føle mere. Handsken slipper, handsken venter, handsken griber ud efter dig.

-

Du står i din bevingede pragt ved en grænse. Grænsen er merkant optegnet som en brændende linje af silke. På den anden side står din ven, eller er det din undersåt, er det dine fjende, er det din kompagnon? Skikkelsen uden ansigt kaster en formular. Du gør det samme. Og sammen med de andre skikkelser i cirklen omkring grænsen kaster i alle den samme formular, den samme forbrydelse imod guderne; imod verdenen; imod ordentligheden.
Verdenen flimrer. Nogen spoler den både frem og tilbage samtidig; nej, ikke nogen. DU spoler den frem og tilbage samtidig. Forsøget sender dig igennem det astrale hav, uden nogensinde at berøre det. Dine frænder sendes både nær og fjern. Man kan næsten råbe dem an her i virvarret at spolet tid. DU ankommer et sted, stedet er forkert; det lugter forkert. DU må væk fra stedet igen, DU må aldrig tage til stedet.
DU har lavet en fejl, og DU må gentage den for at komme tilbage, men i omvendt rækkefølge. I glemte i jeres iver at magi er nøjsomt og langsommeligt. I kom til stedet i ville hen. Men der hvor i skulle hen vil ingen hen. I prøver igen. I laver en fejl, i vender tilbage.
Grublende skændes i over “ritualet”. Er det i virkeligheden et ritual? Er det dét at det ikke er et ritual, det der gør det så specielt? I prøver igen. Denne gang kaster i jeres formularer, jeres forbrydelser rigtigt. Jeres hidkaldelses magi hidkalder jeres egen form til samme sted, midt i den brændende grænse; samtidig ankommer i i den brændende grænse. Men man kan ikke ankomme samtidig. De af jer der fremsage forbrydelsen omvendt styrkede ordenen. De af jer der fremsage formularen retvent forbrød jer imod alt hvad der er ordentligt. Dette paradox sender jer til stedet uden tid. Det sted hvor alt er intet, og intetheden er altomsluttende.
DU står i din bevingede pragt ved en grænse. Grænsen er merkant optegnet som en brændende ring af liljer. Du har forbrudt dig imord orden, men du gjorde det i ordenens navn. Du må træde varsomt for ikke at forvrænge den orden i hvis navn du har forbrudt dig imod den.

Verdenen flimrer. Som et instant-replay i langsom gengivelse ser du, fra et punkt bag dig, hvordan du formulere en formular der sender dig og dine kompagnonger, der alle også formulerer en formular, til stedet uden for sted. Til det sted hvor forbrydelsen allerede er sket, men aldrig må ske. I ankommer og kan omvælte forbrydelsen før den når at ske.