Kære Dagbog
Det er nu mange år siden jeg sidst kunne skrive til dig
Jeg ved at de fleste af dine minder ligger derhjemme
Hvor jeg dog savner de sandede strande…

Jeg har nu vandret rundt her i Waterdeep i 3 dage
Livet har ikke været let, og jeg har måtte arbejde
hårdt, så ingen finder ud af hvad jeg kan.
Mere end noget andet vil jeg hjem, men jeg frygter
for hvad der ville ske med mine familie og de andre
hvis nogen fandt ud af hvor mange vi er på øen…

3 dage har jeg været fri fra Liam… 3 dages frihed
Jeg har været nede ved havnen et par gange for at se
hvornår de forlader Waterdeep. For nu holder jeg mig
skjult, har ikke lyst til at blive fanget igen…

Med håb for fremtiden
Sailan

Kære Dagbog
Jeg har ledt gennem mange søkort, og forhørt mig rundt
omkring på forskellige kroer ved havnen, men har fundet
ingen tegn på noget der minder om mit hjem…

Jeg hørte om Moonshae Isle's, først troede jeg det var
mit hjem, men fandt desværre hurtigt ud af at det ikke
var hvad jeg ledte efter… har aldrig set så mange øer
ligge så tæt op af hinanden…

Jeg mindes i hvert fald ikke mange nærtlæggende øer
Men hvordan skal jeg nogensinde finde hjem?
Før jeg blev bortført havde jeg aldrig været væk fra
øen. Jeg lå flere dage under dækket på piraternes skib
før jeg så dagslys igen…
Og da jeg gjorde… det var at gå fra asken til ilden.
Piraterne der havde bortført mig og mine venner…
må de hvile i fred…
Piraterne blev boret af et andet skib. Det var der jeg
mødte Liam, kaptajnen af det andet piratskib…

Jeg må rense mine tanker.. vi snakkes ved kære dagbog
jeg er bange for at jeg ikke kan klar at skrive mere
for denne aften…

Med sorg i sindet
Sailan

Kære Dagbog
Her til aften fandt jeg atter migselv vandrende ud til
kajen. Jeg stod der længe med hans mærke i hånden…
Det er nu mange uger siden at jeg sidst så Sarabella
forlade havnen og stikke til søs, men jeg har ikke kunne
gøre det. Jeg har ikke kunne smide scarabæen væk, trods
den minder mig om tiden som slave… som værktøj…

For var det ikke alt hvad jeg var? et værktøj for hans
bedrag mod andre… et værktøj til at få sneget ting ud
til steder hvor hans ansigt ville vække for meget opsigt.
Jeg kan huske hans ord… “Du er min nu lille ven, du skal
nok komme langt”… jeg gøs ved tanken.

Han bare selv en magen til min, bar den stolt på hans vest,
hans mærke, hans flag. Men det var mere end bare et mærke.
Han bare den også som var det en lykkeamulet, en talisman fra
en tid længe glemt. Jeg lærte at se når noget bekymrede ham,
ved at se hvornår han følte efter scarabæen.

Er det hvad den er blevet for mig nu? en sadistisk form for
tryghed? Minderne smerter mig, men stadig vil jeg ikke midste
den. Dog holder jeg den skjult, ville nødigt have nogen så det
og genkendte mig.

Den er og bliver det nærmeste jeg har på et minde om min fortid
og jeg vil aldrig glemme mit sande hjem… om jeg så skal bære
dette smertelige minde, så gør jeg det for at holde mig kurs…

Med smerter i hjertet
Sailan

Kære Dagbog
Mit savn for mit hjem er større end nogensinde, og jeg har sat mig
det fast at jeg skal finde en vej. Uanset hvad, så vil jeg finde
hjem igen…

En mand på kroen Den Sunkne Havfrue, fortalte mig at en nede på
havnen kunne skaffe mig søkort så jeg ville kunne finde vej. Jeg
stolede på ham, og opsøgte sælgeren på havnen…

Kostede mig en del at få de kort, og ingen af dem viste noget jeg
kunne bruge til noget… Hvis jeg bare havde haft tid til at finde
hans skjulested for hans værdigenstande, så havde jeg ikke mistet så
meget på det…

Med hævn for øje
Sailan

Kære Dagbog
Det er nu 3 uger siden jeg begyndte at arbejde som servitrice på den
Sunkne Havfrue, og det har været et par hårde uger. Men nu var tiden
inde til min hævn, og det var det hele værd. Nu er det dog snart tid
til at Beatrice forlader kroen og ikke ses igen.

Beatrice har ansvaret for at tilse værelserne de næste par dage, så
der vil gå lang tid før de finder hans lig. Og når de gør, så sidder
jeg trygt igen og er gæst på en anden kro.

Jeg sidder og tænker over at jeg aldrig ville have gjort sådan noget
hvis jeg havde været hjemme blandt min familie og barndomsvenner…
Men jeg tøvede ikke da jeg skar halsen op på ham, eller da jeg stak
sælgeren ned, som solgte mig de falske kort. Jeg føler ikke en gang
nogen skyldfølelse eller andre samvittighedskvaler…

Men ingen eller noget, skal stå imellem mig og min rejse hjem!

Med koldt blod
Sailan